Tekstforfatterhulen

Brug dit imposter complex til din egen fordel

Hvis du føler dig som en bedrager, så er du det nok ikke.

Nogle gange kan arbejdslivet føles lidt som en runde af spillet Among Us.

Det går ud på at udføre opgaver på en rumstation, mens man hele tiden kigger sig over skulderen.

For 1-2 af spillerne er bedragere med et mål om at slå de andre ihjel.

Det giver et sug i maven, når man ikke ved, om man bliver slået ihjel eller afsløret lige om lidt.

Forhåbentlig har du ingen ambitioner om at slå andre ihjel – på din arbejdsplads eller andre steder.

Men du kan stadig have den der nagende fornemmelse af, at alle de andre ved, hvordan de skal udføre deres opgaver, mens du bare tuller rundt.

Og når du arbejder med et vidensfag, vil du tit opleve den der nagende frygt for, at de andre skal afsløre, at du slet ikke kan det, du udgiver dig for at kunne.

Imposter syndrome findes ikke

Følelsen er ægte. Men der findes ikke noget imposter syndrom. Et syndrom er en lægevidenskabelig betegnelse for symptomer og fænomener.

Og imposter-komplekset er ikke anerkendt i den retning.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi vi er sådan nogle, der går op i ord og deres betydning.

Man kan ikke se på bedrageren i Among Us, om den har skidte hensigter.

På samme måde kan man heller ikke nødvendigvis se på dig, om du er sygt usikker.

Man er nødt til at se på det, du skaber. Det kan også hjælpe dig selv at fokusere på det.

Næste gang du tvivler på, om du kan det, du får penge for, så husk de her trin:

Udnyt dit imposter kompleks

Begynd at samle på ros. Opret en samling af reel ros – for eksempel i en mappe på skrivebordet på din computer.

Jeg gemmer selv en masse ego-massage på den måde.

Den vigtigste bid er et helt særligt 63 kb stort skærmbillede fra min indbakke en dag i 2018, hvor to dygtige kvinder med kun en times mellemrum skrev, at jeg var den bedste.

Ikke på den måde …

Det ene handlede om en landing page. Det andet om en række Facebook-annonce-tekster.

Det er for let at glemme den slags oplevelser og i stedet komme i tanke om grunde til, at man skal tvivle på sig selv.

Afsæt tid til at tvivle lidt. En kendt amerikansk copywriter afsætter altid 20 % af et projekt til den slags spildtid – selvom han har skrevet en række kampagner, som har indtjent mange millioner dollars.

Hvis du har afsat tiden til tvivl og kan holde dig til at bruge under 20 % af den afsatte tid på det, slipper du for både at tvivle på dig selv og at stresse over, at du spilder tid på det.

Tag fat i det, du føler, er lettest.

Læg ud med den lille, sjove opgave, du har glædet dig mest til. Så vil de andre ting tit blive lettere.

Lad tvivlen blive et vigtigt signal

Den vigtigste lektie, jeg har lært om imposter kompleks er, at vi ikke skal ignorere følelsen – men i stedet lære at udnytte dens tilstedeværelse.

Professoren fra La Casa de Papel forklarer konceptet i Aikido
Gør med dit bedragerkompleks, som El Professor gør med sine modstanderes overvældende styrke.

I La Casa de Papel er El Professor og hans bande gang på gang oppe mod en alt for stor magt og umulige odds.

Derfor forklarer han banden om konceptet i aikido: At bruge modstanderens styrke mod sig selv.

Så i stedet for at lade dig overmande at frygten for, at du ikke er god nok, vil jeg anbefale dig at anerkende frygten.

Det virker tosset at sige …

“hej bedragerkompleks! Jeg havde undret mig over, hvor du blev af. Du har helt ret i, at det her er en vigtig opgave, og at jeg skal sikre mig, at den bliver udført godt. Men det er ikke en sabeltiger, og hvis jeg begår fejl, kan jeg godt overleve og lære af det. Jeg klarer den her. Tak fordi du passer på mig!”

Men det virker!

Hvis du er ramt af en meget hård tvivl, er det virkelig en lettelse at sige det højt, fordi din hjerne får lov at høre ordene.

Hvis du kun er ramt i mindre grad, kan det være rigeligt at tænke tanken.

Maleren og direktøren

Jeg er overbevist om, at graden af bedragerkompleks afhænger af, hvad man arbejder med.

Min nysgerrighed har ført mig ind i en række samtaler med alle mulige mennesker om det her fænomen.

En direktør, jeg kender, indrømmede, at han godt kunne tvivle på, om han var god nok.

Hans løsning er at arbejde hårdere. Og så trøster han sig med, at en stor ansættelseskommittee også har taget fej, hvis han ikke er et godt match.

En bygningsmaler fortalte mig, at hun aldrig tvivler. Hun læner sig altid op ad det håndværk, hun har lært. Er hun i tvivl om noget, tager hun ikke opgaven på sig.

Især det kreative arbejde er udfordret af bedragerkomplekset.

Måske virker det for simpelt til at være et rigtigt arbejde at skrive annoncetekster, taglines og andre tekster.

Ikke mindst når vi oplever at tjene mange penge på opgaver, som kan virke lette på de rigtige dage.

Vi danskere er jo også plagede af janteloven. Den håber jeg, du er fri for. Den kan suge så meget energi ud af os alle. Der skal være plads til, at vi forholder os kritisk til hinandens arbejde. Men det skal være nuanceret og ikke bare en barnlig kommentar ala “grøn er sus”.

Selvom vi ved, at vi ikke bliver skudt ud i rummet uden andet end en rumdragt, har vi brug for at få brugbart input.

Hvis andre kommer med kommentarer, som ikke gør dig klogere på opgaven, så bed dem enten om at uddybe eller affej det som ligegyldigt.

Du kan være med til at gøre os alle bedre ved at melde dig ind i hulen – og hvis du vil give mig lidt mindre tvivl til optagelsen af det næste afsnit, så må du meget gerne lægge en anmeldelse af podcasten i fx Apple podcasts.