Mona Jensen er tekstforfatter og digital nomade.
I dette første interview-afsnit af Tekstforfatterhulen taler vi om hendes baggrund som miljøplanlægger, hvordan den førte til et liv som selvstændig tekstforfatter og et liv i udlandet.
Monas bedste råd til kommende digitale nomader:
- Undersøg på forhånd, hvor der er et kontorfællesskab. Tjek anmeldelserne og om du kender nogle, der har været der
- Rejs langsomt. Ophold dig minimum to måneder hvert sted, så du kan nå at lære noget af sproget og se mere end turist-monumenter
- Sørg for at holde en vane eller hobby ved lige, så du har én ting, som altid er den samme. For Mona er det yoga, meditation og styrketræning
Se mere om Mona Jensen på hendes hjemmeside Somethinggreen.org og på LinkedIn.
Udskrift:
Per Andreasen: Velkommen til Tekstforfatterhulen, Mona Jensen. Det er dejligt at have dig her.
Mona Jensen: Jo tak! Det er skønt at være her. Særligt som den første. Det er jo et udsøgt privilegium.
Per Andreasen: Det håber jeg i hvert fald, at det bliver. Indtil videre hygger vi os meget godt. Kan du ikke starte med at fortælle, hvor du er fra. Din baggrund uddannelsesmæssigt og fagligt?
Mona Jensen: Jo. Jeg er fra Københavns nordvest-område. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fandt ud af det, men jeg skulle noget med miljø og klima. Så jeg har en baggrund som miljøplanlægger – en kandidatgrad i det.
Efter universitetet skulle man jo have sådan et job der og jeg var heldig at blive tilbudt en stilling i Roskilde Kommunes affalds-afdeling som affaldsplanlægger og kommunikationsansvarlig. Det var nemlig sådan, at jeg tilsyneladende havde flair for kommunikation. Jeg havde allerede studiejobs-erfaring fra Frederiksberg Kommune – også i en kommunikationsstilling. Så jeg var der i en stund.
Og havde ansvaret for at få Roskilde Kommunes godt 90.000 borgere og cirka 10.000 virksomheder til at ændre den måde, de sorterede deres affald. Der blev udrullet en ny affaldsordning, og vi skulle fortælle hele kommunen, at det ikke kun var to slags affald, men ni.
Der skulle nye beholdere ud at stå på deres matrikler og – uha – hvordan får man sagt det, så folk ikke bliver sure og rent faktisk kender forskel på pap og karton og pizzaæsken, hvor skal den hen? Den djævel! Hvis der sidder nogle affaldsnørder og lytter med, ved de godt, at pizzaæsken er nummer 1 på hadelisten for affaldsplanlæggere.
Så min baggrund er i virkeligheden relativt langt fra tekstforfatter, men det var der, jeg startede.
Per Andreasen: Ja. Hvordan var det, du fandt ud af, at du kunne skrive?
Når man har gået på en lang videregående uddannelse, så får de fleste – er min teori – et indtryk af, at de kan skrive. Men at kunne skrive akademisk er jo ikke det samme som at kunne flytte folk med sine tekster.
Mona Jensen: Nej, jeg har altid haft interesse for at skrive og privat har jeg jeg ved ikke hvor mange notesbøger og Word docs liggende med ting, jeg har skrevet.
Men det har altid bare været for mig. På universitetet bliver man rigtigt god til at finde én type information og klemme den ind, så man understøtter sin egen pointe. Den diskussion har vi haft meget – hvornår har jeg nok stjerner på skuldrene til at kunne sige det selv?
Hvornår skal jeg ikke have 10 referencer for at sige, at det er rigtigt? Meget kommunikation kom derigennem og så tror jeg, det var de sidste par år med studiejobbet som handlede meget om adfærdsændring og kommunikation på gadeplan.
Jeg skrev speciale om adfærdsændring gennem kommunikationstiltag inden for affaldssektoren, så der fik jeg fingrene rigtigt godt ned i materien.
Per Andreasen: Kan du huske nogle konkrete eksempler på at det har gavnet dig at kende til adfærdspsykologi, når du skulle skrive?
Mona Jensen: Finten er den, at næsten alle mine kunder er inden for én niche, som er klima og miljø. Derigennem har det været enormt værdifuldt, at jeg ved hvilke psykologiske barrierer der står i vejen for at man skifter holdning og adfærd.
Klimakommunikation passer ikke helt ind i klassisk marketingpsykologi. Det er en anden frygt og nogle andre håb, der driver handlinger eller manglende handlinger. Så at vide, hvad der holder folk igen har været alfa og omega i mit arbejde.
Per Andreasen: Nu siger du det med dine egne kunder. Hvordan var overgangen fra Roskilde Kommune til der, hvor du sidder nu?
Mona Jensen: Jeg elskede mit arbejde, men jeg blev i stigende grad frustreret, fordi både mine kolleger og andre knoklede røven ud af bukserne for at ændre verden og ramme forbi målet igen og igen, fordi de ikke lige vidste, hvordan kommunikation virker og hvordan man skriver til internettet. Så efter et par års frem og tilbage skal/skal ikke landede jeg på et “skal”.
Så gjorde jeg den farlige ting med at få et CVR-nummer og starte en virksomhed og fokusere udelukkende på personer og virksomheder, der gør verden til et bedre sted at være.
Min chef fortæller mig så, at der er omstruktureringer på vej, så enten er der en fritstilling til mig lige nu, eller også kan jeg blive og håbe på, at der er et job til mig stadigvæk om nogle måneder.
Jeg havde et øjeblik, hvor jeg lå på sofaen og havde ondt af mig selv og græd og så tænkte jeg “hey! Jeg har intet!”. Så gik jeg på min netbank og tænkte, “det her kan godt lade sig gøre”.
Det var sådan, at mit nomadeliv begyndte i 2017.
Jeg rejste gennem USA i tre måneder og rejste og helede og kom væk fra tumulten. Så tog jeg til Asien og hang ud med venner i forskellige lande og havde dejlige oplevelser gennem Malaysia og var frivillig på et meditationscenter i Malaysia og så landede jeg tilfældigvis i Thailand. Det havde jeg ikke planlagt, for det troede jeg ikke, jeg kunne lide.
Min veninde og jeg var en kende fulde på en bar og mødte en fyr, som fortalte os om et kontorfællesskab, som lå lige nede ad vejen og viste sig at være verdens bedste kontorfællesskab.
Jeg har mange år godt villet leve uden for Danmark og mange gange fået at vide af venner og familie, at jeg er forkælet og sart og skal tænke på alle de dejlige ting, vi har i Danmark. Det har været svært at forklare dem, at jeg sætter pris på de ting, men det føles ikke rigtigt.
Jeg elsker stadig Danmark og der er mange mennesker i Danmark, jeg elsker. Jeg kan godt være fysisk væk fra dem. Jeg er bare gladere, når der er bjerge eller strand i nærheden og mange af de valg jeg træffer er nogle, de fleste danskere ikke ville leve med.
Alle lejligheder jeg bor i har et eller andet quirk. Lige nu har jeg en gekko med dårlig mave. Jeg overvejer om jeg skal hjælpe den, for den har tilsyneladende problemer med sin kost. I Georgien var det en vandhane, der altid dryppede.
I Bulgarien var det virkeligt dårligt isolerede vinduer, så der var sindssygt koldt. Der er altid noget, der ikke helt virker. Det har jeg det fint med. Det tror jeg ikke, jeg ville have, hvis jeg boede i Danmark. Men det har jeg det godt med her.
Per Andreasen: Hvordan bar du dig ad med at lande de første kunder? Hvis du kan huske det, når nu det er SÅ længe siden.
Mona Jensen: Det var rigtig meget hårdt arbejde. Rigtig meget netværk.
Rigtig mange fantastiske mennesker, der hjalp mig og kunne fortælle, hvilke hjemmesider jeg skulle gå til og hvilke værktøjer der var gode at bruge. Hvad man skal huske at skrive på sin første faktura. Jeg havde et helt fantastisk netværk i ryggen, der hjalp mig med det.
Og så var jeg heldig at have været i miljøsektoren i mange år, så min LinkedIn-profil var allerede stærk, og jeg havde mange netværksforbindelser og profileret mig selv som kommunikationsorienteret.
Jeg havde haft en personlig blog om affalds-, miljø- og klimakommunikation i nogle år. Den var lidt uregelmæssig, men den var der. Så det sidste hop var småt for mig. Der var et stort netværk, jeg kunne bruge til at få kunde.
Per Andreasen: Og det er primært engelsksprogede kunder, du har. Har det været en bevidst beslutning, eller er det kommet hen ad vejen?
Mona Jensen: Det var en aktiv beslutning. Jeg har altid foretrukket at skrive på engelsk, og fordi jeg er i klima og miljø er det for mig det eneste rigtige at gøre. Det er et globalt problem, og vi har brug for alle mand på dæk.
Så det giver ikke mening for mig at sige, at jeg arbejder kun i dansk øjemed. Det er en kombination af et globalt behov og at jeg synes, man kan lege med det engelske sprog på en måde, man ikke helt kan på dansk uden at virke meget prætentiøs.
Per Andreasen: Har du oplevet fordele ved det?
Mona Jensen: Ja. Blandt andet har jeg et globalt marked. Jeg har haft kunder på fem kontinenter og er ikke sikker på, at jeg har rystet hånd med nogle af dem. Det er jeg ikke sikker på.
Per Andreasen: Det er også overvurderet.
Mona Jensen: Ja, ikke? Særligt i disse tider!
Per Andreasen: Mange holder lidt igen eller lægger en dæmper på hvad man egentlig kan og en niche, man ellers helt oplagt burde forfølge, når de starter som nye tekstforfattere. Har du oplevet ulemper eller kun fordele?
Mona Jensen: Jeg har også været ramt af det der “Åh, nu sætter jeg mig for snævert. Er der overhovedet opgaver?” I virkeligheden havde jeg det problem, at folk så mig som en affaldsskribent.
Så jeg har måttet kæmpe for at få en bredere portfolio. Mine kunder tænker, at carbon offsetting ikke har med affald at gøre, så jeg skulle vise, at det jeg kunne, kunne overføres til deres niche.
Per Andreasen: Så lyder det som om, du kunne specialisere dig endnu mere eller, at der er plads til flere i dit felt.
Mona Jensen: Ja, det er interessant, for flere og flere inden for marketing og kommunikation vil gerne arbejde med bæredygtighed. Der er kommet markant flere kunder de seneste år, men der er også mere konkurrence.
Der er mange, der kalder sig noget med grøn kommunikation. Jeg skiller mig ud med miljøplanlægger-baggrunden, så jeg ved rent faktisk, hvad jeg taler om, når jeg skriver om OECD-rapporter og iltsvind uden at skulle læse frygteligt meget op på det.
Per Andreasen: Den specielle viden er selvfølgelig også noget af det, man skal sørge for at promovere.
Og det kan man også få et indtryk af på din hjemmeside. Man kunne også få indtryk af, at din virksomhed er mere end dig selv. Er det sådan, det ser ud?
Mona Jensen: Det er den periodevis. Det er mig og nogle freelancere. Jeg har forsøgt at udvide et par gange nu.
Første gang holdt to af mine største kunder op med at betale invoices fra den ene dag til den anden. Så skulle man lige bruge tid og energi på det i stedet for at ansætte nye folk.
Anden gang blev et familiemedlem desværre kræftsygt og gik bort, så der havde jeg brug for at trække stikket og tage en pause. Og tredje gang var i februar 2020.
Per Andreasen: Jeg skulle lige til at sige, at tredje gang skulle være lykkens gang, men nej.
Mona Jensen: Nej ikke sådan lige, så det er mig og nogle freelancere. Planen er stadig at udvide, men efter sidste år har jeg besluttet at sørge for at kernen er stærk. Du må som sportsnørd være glad for en stærk core.
Per Andreasen: Ja, bestemt. Men jeg må skynde mig at sige, at sportsnørd er jeg ikke. Jeg har bare lært værdien af at træne gennem smerte.
Du sidder i nogle varme omgivelser, som er en herlig kontrast til det regnvåde og halvkølige Danmark lige nu. Hvor er du og hvorfor?
Mona Jensen: Jeg er i et kontorfællesskab, der hedder KoHub. Her er simpelthen alt hvad man kunne drømme om og mere. Faciliteterne virker bare. Jeg skal aldrig bekymre mig om, om der er strøm eller internet eller om jeg har et stille sted at holde et møde.
Jeg sidder lige nu i et af de fem Skype-lokaler. Det har ekstra god lydisolering. Der er en restaurant her, så jeg kan via min browser bestille mad eller kaffe eller en kokosnød og så kommer det bare hen til mit bord uden at jeg skal gøre noget.
Der er også et plug-and-play socialliv. Hvilket betyder rigtig meget, når man rejser rundt. Du skal ikke selv være på hele tiden for at etablere nye kontakter. Du kan kigge på opslagstavlen og se, hvad der er i dag. Der er aktiviteter hele ugen.
Filmaftener, spilleaftener, fredagsøl og ofte også en tur. Enten noget medlemmerne selv arrangerer eller noget kontorfællesskabet arrangere. I går var vi på heldagstur fra 7.30 til 19 om aftenen på bådtur ude at snorkle ved fire forskellige luksus-tropeøer for at kigge på fisk og have en dejlig dag. Det koster omkring 1200 kr. om måneden.
Bådturen i går med fire øer, udstyr, vand, frokost, 11 timers underholdning og transport til og fra båden gav jeg 100 kroner for.
Jeg har været på en del forskellige kontorfællesskaber, men lige det her sted bliver jeg ved med at komme tilbage til, fordi det føles som hjem.
Per Andreasen: Og Thailand i det hele taget føles efterhånden også som hjem, fornemmer jeg. Hvilke andre steder har du været?
Mona Jensen: I Thailand har jeg kun været på Koh Lanta og de nærmeste tre øer og Bangkok. Så på den måde er jeg en dårlig digital nomade.
Det startede med, at jeg skulle ud at rejse og se den store verden. Så det har været USA, Singapore, Taiwan, Malaysia, Borneo, Thailand, Vietnam, Cambodia, en lille smule Japan, Georgien – helt fantastisk!
Hvis du er til mad, så behøver du ikke mere i dit liv end en engangsbillet til Georgien. Bulgarien, England og Wales.
Per Andreasen: Har du arbejdet alle de steder også? Er der andre steder man bør overveje, hvis man har fået nok af Danmark?
Mona Jensen: Ja, der vil jeg igen sige Georgien. De har lige indført et nyt visum for digitale nomader.
Jeg mener, at det er for et år. Det vil jeg helt klart anbefale. Hvis man godt kan lide varme og god mad er Vietnam også god. Kan man lide vandreture, storslået natur og lidt natur, er Taiwan stedet.
Hvis man er til bjerge og godt vil være lokalt i Europa, har Bulgarien en lille skiby ved navn Bansko. Det er en lilleput-by, men der kan man stå på ski eller snowboard og om sommeren er der gode vandremuligheder og river rafting og paintball og mountainbiking.
Der er heste… horseback riding. Hvad hedder det? Apropos det med at glemme at tale dansk.
Per Andreasen: Jo, nu har du været hjemmefra i halvanden måned, og det bliver hurtigt svært at huske. Det er ikke engang for sjov. Det kan jeg godt skrive under på, at det bliver svært, når man kun har talt og tænkt på engelsk i et stykke tid.
Har du en tjekliste, som du går igennem, når du skal et nyt sted hen for at finde ud af, om det er et godt nok sted at arbejde?
Mona Jensen: Ja. For mig er det kontorfællesskabet, der er et bærende element. Det med bare at sidde hjemme på et værelse, et Airbnb eller en café er for rodløst.
Jeg ser på om de har et godt kontorfællesskab, har det gode anmeldelser? Kender jeg nogle, der har været der?
Derefter læser jeg op på, hvordan maden er og hvilke oplevelsesmuligheder, der er i nærheden. Er der noget jeg virkelig gerne vil opleve? Så er det, hvad jeg går efter.
Per Andreasen: Hvad er dit bedste råd til dem, der overvejer at prøve noget andet end at bo i Danmark?
Mona Jensen: Jeg har flere. Jeg prioriterer slow travel og er et sted minimum to måneder ad gangen.
Så kan jeg nå at lære noget af sproget og se mere end de turist-monumenter, der er i nærheden. Så vil jeg anbefale, at man har en vane eller hobby med sig, som man kan gøre med jævne mellemrum, fordi det hjælper med at holde én rodfæstet.
Det kan man godt have behov for, hvis ens sceneri og mennesker skifter hele tiden. Den her ene ting er altid det samme.
Jeg mediterer dagligt. Det skipper jeg ikke. Det er bare en del af den daglige rutine.
Så har jeg også mit eget fitnesscenter med. En letvægts yogamåtte fra JadeYoga. De er gode hvis man vil have noget let med sig og de er lavet af 100 % bionedbrydeligt gummi, så der ikke er mikroplastik-forurening og så har jeg nogle træningselastikker, så man ikke har nogen undskyldning for ikke at træne.
Så kan man holde sig rask og i god form. Hvis du vil ud at rejse, så sørg for at din krop fungerer. Alt bliver så meget federe, hvis du ikke er træt eller øm eller har svagt immunforsvar, fordi du ikke lige har fundet et fitnesscenter endnu.